Rospinning starter op igen

8. august 2018 11:35 , af Leif Vejbæk

Sæsonen 2018/2019 begynder snart.

Der er masser af glæde sig til i den kommende rospinning sæson. Et gensyn med en gammel savnet kending, nye holdtider, nye uddannede instruktører på vej og vigtigst af alt – et nyt opstartstidspunkt.

Tidligere er rospinning sæsonen først startet når sæsonen på vandet er slut. Det laver klubbens 10 frivillige instruktører nu om på. 15. september begynder nogle af holdene og 1. oktober er alle hold oppe at køre. Igen i år kan Køge Roklub tilbyde 7 hold om ugen alle med uddannet instruktør.
Du kan holde dig orienteret og booke en plads via kalenderen – klik her. (Indsæt link)

Hård rock og fast program
Klubbens formand Henrik Agner er tilbage i sadlen som instruktør på sit vanlige mandagshold fra kl. 17:00-18:00. Langesvej har haft et sabbatår for at hellige sig sin familie. Nu er der heldigvis tid og luft i familiekalenderen til, at 18 roere hver mandag kan nyde Langesvejs helt særlige stil med hård rock og det samme program hver mandag.  

Nye instruktører
I hele juni og augustmåned har Tina Zahl og Tina Günther troligt kørt sommer-rospinning hver mandag og torsdag. Nu har de to ihærdige ergometer roere fået mod på mere. Tina og Tina skal på instruktørkursus til efteråret, og hen over sæsonen vil vi vurdere om der er basis for at åbne endnu et hold.

Nye holdtider
Interessen for de sene hold har været vigende de sidste par år. Derfor forsøger vi i år at lægge tirsdagsholdet i prime time, hvilket vil sige kl. 17:00-18:00, mens torsdagsholdet forbliver fra kl. 18:30-19:30.

Morgenholdet forsætter
Igen i år tager Hanne og Grith en kæmpe tørn i fællesskab, og kører rospinning hver mandag og fredag fra kl. 09:00-10:00.

Lørdags hold
Sidste år var Køge Roklub så heldig, at en meget erfaren rospinning instruktør fra Præstø Roklub flyttede til vores kanter og meldte sig ind i Køge Roklub. Mai-Britt har været en flittig afløser sidste år. Og i år kaster hun sig ud i, at tilbyde morgentræning lørdag morgen fra kl. 08:30-09:30.

Det samlede overblik

Mandage: 
09:00-10:05 Grith og Hanne
17:00-18:00 Langesvej

Tirsdag: 
17:00-18:00 Anna Karina

Onsdag: 
17:30-18:30 Kirsten og Christina

Torsdag: 
18:30-19:30 Skriftende instruktører

Fredag:
09:00-10:15 Grith og Hanne
16:30 – 17:45 Rie

Lørdag:
08:30 – 09:30 Mai-Britt

På gensyn til en festlig og udfordrende rospinning sæson for alle.