Onsdag den 10. maj var der besøg i Roskilde Domkirke, arrangeret af KRs Veteraner.
Ole Højlund, Arkitekt og Byggeteknisk leder ved domkirkens administration, viste deltagerne rundt i den imponerede store kirkebygning, der også har mange gange og siderum, man slet ikke ser og opfatter, hvis man bare går i selve kirkerummet.
Undervejs fik vi fortalt om kirkens historie og især om den meget komplicerede istandsættelse og fornyelse af tagkonstruktionen og taget. Ole Højlund gav os en rundvisning på lofterne over kirken, dvs. oppe i selve spærkonstruktionen, så vi kunne se dimensionerne af tømmeret og den flotte håndværksmæssige udførelse af samlinger og tilpasninger.
Første august 1968 udbrød der brand i tagværket under en restaurering af Margretespiret. Branden blev slukket, inden der skete skade indvendigt i kirken, men det oprindelige Margretespir og en klokke fra tidlig middelalder gik tabt. De nye trykimprægnerede spær og kopien af Margretespiret holdt imidlertid kun i 30 år, da beskyttelsesmidlerne viste sig at tære træet og nedbryde kobberet i taget. Så i 1990'erne måtte spiret igen udskiftes og i 2006-08 fik kirken ny tagkonstruktion og nyt tag, bl.a. med hjælp fra tyske og svejtsiske naver-håndværkere.
Roskilde Domkirke er den kirkebygning i verden, der har flest royale grave, og hvor der stadigvæk foregår kirkelige handlinger.
http://www.roskildedomkirke.dk/
JD