|
BERLIN 21.5. - 24.5. 2009
Klokken 7.00 mødes 18 roere ved roklubben for at køre til Berlin hvor der venter os en masse gode oplevelser. Alt går som planlagt indtil vi er to km fra den berlinske roklub Friedrichagener Ruder- verein. Ved en jernbaneoverskæring holder der en brandbil, og der er en del politi til stede, med våben! Lidt senere ser vi en person lagt i håndjern, men vi får ikke at vide hvad der er sket, kun at det vil tage et par timer før vi kan komme over jernbanen. Og så skal man jo lægge sin lid til GPSeren, men så nemt er det ikke. Efter mange forsøg samt hjælp fra venlige folk kommer vi lidt forsinket frem til roklubben i god behold
DVi bliver indkvarteret, og herefter bliver der serveret kronhjorteragout i roklubbens hyggelige restaurant. Dejligt måltid efter en lang køretur.
Efter morgenmad sætter Henrik fire rohold, og så er det ud på floden Spree, kanaler og søer i godt rovejr. Frokosten nærmer sig, og vi lægger til ved en restaurant der ligger som en tømmerflåde ude i vandet. Her bliver der serveret store tykke carrypølser, friske asparges og andre gode ting.
Roturen fortsætter ad kanaler omkranset af skov og en hel del boliger - meget flot. På den sidste strækning kommer vi ud på Mügelsee, og her er der en del vind. Efter nogle strabadser kommer vi i læ og resten af turen går godt. En rotur på 35 km. Aftensmaden bliver nydt på en italiensk restaurant
Lørdag: Efter morgenmaden går Karin i gang med at opkræve penge fra hver enkelt for tre overnatninger, leje af både, morgenmad samt diverse andre udgifter. Et stort regnestykke Karin får styr på i løbet af ingen tid. Flot klaret.
Og så gælder det bare om at få bådene i vandet for at få den sidste rotur på Spree. Vel tilbage kl. 13.15 er der lige tid til en enkelt fødselsdags-øl og sang, Vandy fylder 69 år, inden vi kl. 14.00 i næsten samlet flok tager sporvognen ind til Fredrichshagen. Herfra tager vi S-toget ind til Ostbahnhof. Her ser vi den sidste rest af Berlinmuren – ca. 1,3 km. Et tankevækkende syn. Derpå videre til TV-tårnet på Alexanderplatz hvor vi deler os i mindre grupper. Berliner Dom besøges, og det er muligt at komme helt op i toppen af kuplen, så det gøres. Dernæst går vi mod Postdammer Platz, hvor vi passerer Unter den Linden. Berlin er fyldt med mennesker i anledning af 60 års dagen for den nye tyske forbundsrepublik. Nogle vil på POWER SHOPPING, andre har ikke talt om andet end ”stedet” hvor man kan spise østers og andre igen vil på museum osv.
Kl. 18.00 mødes vi alle igen på den Irske Pub i Europa-Center, for at nyde en rigtig Irish Coffee og høre hvad vi hver især har oplevet.
Efter aftensmaden er det en oplevelse bare at slentre ned ad Kurfürstendamm en dejlig lun forårsaften. Berlin er en utrolig dejlig by, ren og pæn og helt uden grafitti, i modsætning til vores egen København. Turen tilbage til roklubben går godt og vi er hjemme ved midnatstid og alt forløber utroligt glat og uden ventetid af nogen art – og så er der frisklavet kaffe til alle.
Vi, der vælger at tage det lidt afslappet, går en dejlig tur rundt i det nære område. Henunder aften begynder sulten at melde sig, og vi finder en græsk restaurant der serverer grillet lammekød, god rødvin - vi får også serveret lidt ouzo. Ja, og så er den dag overstået, og tilbage er at få pakket sammen, for vi kører fra Berlin næste morgen klokken 8.30.
VEn stor tak til jer der har arrangeret turen, også en stor tak til jer der sørger for morgenmad.
| ****** med en pil opad!!! | |
Vi er tre roere der første gang er med på Berlinturen, og vi får den store ære at skrive et indlæg her i RONYT - det bliver forhåbentlig ikke sidste gang vi deltager i dette arrangement
Helle - Erik - Preben
|